Pas på med guldopkøberne!

Hvis du har guld eller sølv, du vil sælge, så skal du se dig godt for. Der er mange opkøbere på markedet, men ikke alle har det bedste ry. Desuden kan den pris, du får tilbudt, variere stærkt fra guldopkøber til guldopkøber.

Man skal ikke være for impulsiv. Der er firmaer, der rejser rundt i landet og reklamerer med, at de vil være på det og det hotel på den og den dato for at købe guldting. Det er dog langt fra altid, at dette er det rigtige sted at handle. Du skal i det mindste selv have undersøgt værdien af de guldting, du vil sælge. Vej tingene på en køkkenvægt, og undersøg herefter guldets karat, det vil sige renheden. Så har du en ide om den egentlige værdi.

Det kan også betale sig først at gå på nettet og se, hvilke priser andre guldopkøbere vil give per gram. Her må du også læse det, der er skrevet med småt. Måske lokker guldopkøberen med meget høje priser, mens han går lidt stille med de forskellige fradrag i prisen. Man skal også tænke på, at guldprisen kan svinge fra dag til dag.

Du skal dog også være opmærksom på, om den guldopkøber, du finder på nettet, egentlig har en fast adresse, så man kan drage ham til ansvar, hvis noget går galt. Du bør også tjekke, om guldopkøberen arbejder under myndighedernes kontrol.